24. februar, 2010
Jeg synes det er synd for vores alle sammens Rigmor, at hun ikke har fået noget vejledning i hvordan hun lettest og hurtigst kommer over denne livskrise. Indtil for nylig havde jeg ikke noget imod hende. Det var måske ikke det smarteste at blive sat i forbindelse med kokainsalg/køb, men så er det heller ikke værre. Hun er dømt for 6 gram, og har fået en bødestraf. Jamen så betal dog de penge og kom videre søde skat. At vende sig til offentligheden og begynde at tude over forhørsmetoder og om hvor hårdt det har været at holde pause fra sit overklasse kendisliv, er nok ikke til hendes egen fordel. Jeg har ikke ondt af dig. Ikke mere i hvert fald. Det er voldsomt til grin at hun nu forsøger at skrabe de 20.00,- sammen i interviewbetaling.
Rigmor Zobel nægter sig stadig skyldig, men vil ikke anke dommen. Hvis hun så holdt sig for sig selv kunne man have en teori om at hun havde fået nok af det hele, og ville videre, men som hun tuder i dagspressen og bliver ved med at køre i de samme ting, tvivler jeg efterhånden på prinsessens uskyld.
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »
4. februar, 2010
Jeg skriver når jeg tænker, og jeg tænker når jeg undrer mig. for tiden undrer jeg mig. Lars Løkke Rasmussen tog barns første sygedag for lidt siden, hvilket egentlig ikke er noget der normalt ville genere mig, da jeg som udgangspunkt ikke er super optaget i Lars og hans parti eller regering, men i dette tilfælde føler jeg jeg er nødt til at ytre mig.
Jeg har efterhånden læst flere indlæg der ser meget positivt på det, da det er “et stort skridt for ligestillingen” -ikke enig!
Jeg kan ikke følge begejstringen, og jeg er når jeg bliver bedt om min holdning ikke enig i at landets statsminister kan tillade sig at lade 80 ambassadører vente.
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »
18. januar, 2010
Jeg har slettet min facebook-profil. Wuhu! Hvilket er ret vildt i betragtning af hvor meget tid jeg normalt spilder på den portal af ingenting. Det er hårdt, men jeg er ved godt mod! Jeg ryger som en skorsten for at holde mig igang, men har i skrivende stund ikke været på facebook i næsten to døgn. Jeg har før i mit liv forsøgt at stoppe med at ryge og holdt ud i lange perioder UDEN at få den følelse af ubehag min krop har nu. Jeg er godt klar over at facebooks muligheder for at give mig lungekræft nok ikke nærmer sig chancen for at mine elskede prince light forpester mine organer, men rent mentalt tror jeg sgu’ at det er lige så sundt for mig at droppe facebook som det er at droppe smøgerne.
Nu er profilen ‘deaktiveret’ som det så fint hedder, i tilfælde af at jeg skal opleve et tilbagefald og bare MÅ på facebook med det samme, og der er åbnet en hel ny verden for mig. Jeg har i dag ligget på min seng i mere end en time med en slukket telefon og lyttet til det ‘The Rumour Said Fire’-album jeg købte for en del måneder siden. For første gang har jeg ikke haft det i baggrunden, men ligget og lyttet til de smukke sange igen og igen, med dét som eneste formål.
Jeg er lige nu ikke til at komme i kontakt med, og det er RART! Der er ikke nogen i denne verden der ikke kan overleve først at snakke med mig i morgen tidlig når min telefon bliver tændt. Måske jeg udfordrer skæbnen og først tænder den i morgen aften? Vi får se..
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »
28. november, 2009
Jeg har ingen smøger og løbet tør for kaffe. Hvis jeg bare havde det mindste styr på mit liv, ja så havde jeg husket at købe kaffe, men så ville jeg også vide hvor fanden jeg havde smidt mit dankort, og jeg ville i så fald med glæde vade i silende skodvejr ned efter 20 prince light, men nej.
Så for første gang i min skrivehistorie siden jeg fyldte 16, vil jeg forsøge at skrive uden hverken nikotin eller koffein. Jeg håber kærligheden til min MacBook Pro og det skrevne ord kan bære mig igennem. Jeg tvivler men vil gøre et forsøg.
Jeg var i byen igår. Stamstedet blev igen valgt med argumentet om billige shots og pæne paraplydrinks, og igen igen fik jeg brugt alt for mange penge. Jeg blev alt for fuld, men skilte mig ikke af den grund ud fra resten at selskabet. Jeg fandt også, som størstedelen af pigerne i slænget, en sød dreng jeg kunne kysse lidt på. Han fik også mit nummer, og har skrevet en sød og intetsigende SMS som har den eneste funktion at jeg nu har hans telefonnummer.
Men uden at lyde alt for arrogant er jeg nødt til at sige at jeg ikke ved hvad jeg skal bruge de tal til. Han stemte borgerligt, boede på frederiksberg, læste til klog på KU, var lidt for lækker til sine venner og er lidt for glad for sig selv i den besked han har sendt mig. Der skal ikke en akademisk uddannelse til for at konkludere at han sandsynligvis ikke skal være far til mine børn.
Eller.. Måske skulle man alligevel skrive til ham? Måske har han smøger..
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »
19. november, 2009
Nu kommer et (for en gang skyld) BEGRUNDET raseriudbrud.
Jeg har nu et par gange haft indlæg citeret i Urban, og vil derfor gerne opfordre Urban til enten at lade mine indlæg være, eller citere mig KORREKT!
Skodside. Det kan ikke være rigtigt at jeg er nødt til at afslutte hvert indlæg med “Jeg ønsker ikke dette indlæg citeret” fordi jeg ikke vil misforstås når Urban diskret fjerner relevante ord i mine tekster, så de synes meget mere radikale, og dermed indbyder til voldsom debat.
Indlæggene er ikke længere udtryk for skribentens egne holdninger.
Jeg ønsker ikke dette indlæg citeret, TAK!
Gemt i STORSKRALD | 4 kommentarer »
17. november, 2009
Endnu et valg, endnu en stemmeseddel, endnu engang skal man bruge energi og tankevirksomhed på at diskutere ting med folk de aldrig før eller siden har tænkt sig at bekymre sig om. Grundet plakaterne i bybilledet har man nu PLIGT til at have en holdning til både børnepasning, indkøbsmuligheder, bustider, ældrepleje, pottestøberi og antallet at badebroer i kommunen. Og endnu engang føler jeg mig fristet til slå på enhver der vil bede mig nævne et bogstav og derefter argumentere for mit valg.
Jeg har aldrig før brugt min stemmeseddel, og jeg har aldrig siden tænkt mig at gøre det. At være borger i et land med 10 midterpartier, og så stadig have en idé om at man skal være hamrende politisk er fuldstændig til grin. Det interesserer mig bare ikke at have indflydelse på hvilken farve busstopstederne i min kommune har.
Nyder at jeg som borger i Danmark har stemmeret, men ærgrer mig over den måde størstedelen af borgerne fortolker ordet til stemmepligt.
Gemt i STORSKRALD | 6 kommentarer »
28. oktober, 2009
hele tiden bliver jeg gjort opmærksom på nye tiltag jeg burde have kendt til for længst, og nyeste skyd på stammen er fede ankler. aldrig i mit liv har jeg bekymret mig om hvorvidt mine ankler havde en forkert tykkelse, men bare ment at den havde en fin placering mellem benet og foden. jeg indser nu at jeg har taget gruelig fejl og at dette tilsyneladende er noget alle andre har kendt til, bare uden at fortælle mig om det. problemstillingen kommer nu hvor jeg ikke kan finde ud af om det er fordi mine ankler er for fede eller for tynde. jeg indser at jeg nok aldrig lærer at være en lige så rigtig prinsesse som de andre piger nede i børnehaven, men på trods af det med mine forkerte ankler har jeg det meget godt. så længe jeg stadig kan skrive kan de ikke røre mig, hverken prinser, prinsesser, feer eller trolde. men jeg må indrømme jeg frygter den dag hvor tykke håndled kommer i søgelyset, nu hvor jeg ikke er så informeret, og derfor ikke ved om de indsamler dem eller hvordan det vil komme til at foregå. jeg vil nemlig få svært ved at skrive uden, og vil derfor være meget ked af at undvære dem. i så fald vil jeg forsøge at lave en form for afdragsordning. jeg har ikke detaljerne på plads, men vil vende tilbage når jeg gennemskuer disse.
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »
7. oktober, 2009
Det er et stort irritationsmoment for mig, at jeg ikke længere kan logge på facebook uden at blive overdynget af invitationer til grupper, som mener at sundhedsstyrelsens nyeste kampagne ‘stop før 5’ er en personlig fornærmelse overfor alt hvad Danmarks ungdom står for. Jeg er ikke en del af denne ungdom, og står derfor dybt uforstående overfor hvad dette voldsomme mudderkastnings-forsvar skal gøre godt for. Jeg er ikke hellig, jeg fester og drikker (enkelte gange også mere end hvad sundt er) men jeg skammer mig over at blive sat i bås med de unge der gør det til deres livsstil og dermed vigtigste moment.
Vi har tidligere fået at vide at vi skal spise 6 stykker frugt og grønt om dagen. Det kan vi alle bestræbe os efter, men jeg må nok også være ærlig at indrømme at jeg langt fra dagligt får gnavet mig igennem alt det grønt. Dog har jeg på intet tidspunkt brokket mig over ’malplaceret brug af ressourcer’, ’uopnåelige mål’ eller andre anklagende udtryk som jeg lægger ører til i denne ’stop før 5’ kampagne.
Vi har i Danmark en ungdom der om ikke ligger på førstepladsen i druk, så i hvert fald i toppen, og som rent faktisk kæmper for at komme helt til tops igen. At sundhedsstyrelsens kampagne sandsynligvis ikke får samtlige unge danskere til at holde sig under 5 genstande kan vi vist godt blive enige om, men at der skal laves modkampagner fra de 15 årige fordi de føler at sundhedsstyrelsen vil stjæle deres fællesskab og ødelægge hyggeligt samvær, er dybt til grin, og utrolig sørgeligt, da det tydeligvis bevidner om manglende intelligens og bedre ting at tage sig til.
Jeg kan virkelig ikke få mig selv til at tro at Sundhedsstyrelsen bruger så mange millioner på en kampagne, hvis eneste formål efter udsagn skulle være at ødelægge de yngste teenagefester, og jeg synes det er dybt tragisk at mange ’ældre unge’ som VED bedre, støtter disse grupper, og derved gør det til en sej ting at ’vise sundhedsstyrelsen hvem der bestemmer’
Gemt i STORSKRALD | 2 kommentarer »
23. september, 2009
Jeg er generelt ikke af den overbevisning at parkeringvagter er sat i verden for at ødelægge mit gode humør, indtil i dag. Jeg er indehaver at et snart to år gammelt kørekort, som jeg holder meget af og bruger flittigt. Også i går tog jeg mig den frihed at tage bilen ind til min gode ven og hans hyggelige lejlighed på Frederiksberg.
I hele København er der opsat automater på samtlige gadehjørner som mod betaling spytter en lille billet ud, som så giver dig ret til at stille din bil i afmærkede båse i et tidsrum som følger det beløb du har ofret. Denne ombytning er utrolig smart, men er desværre ikke nået til bydelen Frederiksberg. På frederiksberg kan man til gengæld holde uden betaling (mod korrekt stilling af p-skiven) i op til to timer. Dette gælder mellem 8:00 og 20:00. I resten af døgnets timer må du holde uden betaling. Ønsker du at holde mere end de 2 timer, eller uden p-skive skal du finde en butik som forhandler en en-dags parkeringstilladelse mod en betaling af 35,- Jeg forlod mig bil i går kl 22:30 med en parkeringsskive der angav dette. Da jeg kvart i 10 imorges vender tilbage til min bil har den nu en parkeringsafgift siddende under vinduesviskeren, og her stopper min forståelse. Jeg ville jo tro at hvis jeg stiller min bil i løbet af natten, kan jeg blive holdende til til kl 10:00 næste formiddag. Jeg er så i løbet af dagen blevet klogere, det er mit ’ansvar’ at sætte min p-skive til kl 8:00, så parkeringsvagten ikke behøver at tænke når han tjekker parkeringen.
Det er møg hamrende irriterende at få en parkeringsbøde som man synes er uretfærdig, men jeg betaler selvfølgelig hvis jeg finder at det er mig der har begået en fejl. Dog er det mig meget uklart hvorfor Frederiksberg kommune overhoved har parkeringsvagter gående rundt på et tidspunkt hvor det i teorien er umuligt at holde ulovligt parkeret? Denne parkeringsvagt er derved KUN gået rundt for at se om nogle bilister har misforstået p-skive reglerne, og derved begået en ærlig fejl. Denne fejl har kostet mig 510,- og jeg er nu af den generelle overbevisning at parkeringsvagter kun er sat på jorden for at ødelægge mit ellers gode humør.
Gemt i STORSKRALD | 1 kommentar »
17. september, 2009
Uanset hvornår jeg skriver, hvad jeg vil skrive om og hvor få eller mange tanker jeg har gjort om mig om emnet inden jeg starter, ender jeg som regel med at slette de første par linjer ufattelig mange gange før jeg får sparket mig selv igang. Ironisk nok er disse linjer som regel de bedste, uanset om jeg skriver digte, blogger, eller kommenterer på Verden. Dette er sansynligvis et udtryk for at det er så længe jeg kan holde min interesse for eet emne. Jeg har mange hjertesager, men jeg mister på ingen tid passionen for at skrive om det. Hvis bare jeg kunne holde fokus og få nedskrevet et sted mellem tre- og firehundrede ord, ville jeg kunne leve af det her. Jeg er fra tid til anden god til at formulere mig på skrift, og jeg nyder det, dog hader jeg forarbejdet og efterarbejdet i en skriveproces. Det ødelægger lysten og dermed værkerne, at indlægge elever til at skrive om emner der ikke interesserer. Ingen ønsker at læse fra en pen der er blevet ført eller tvunget. Mine bedste linjer er fremprovokeret af følelser, mine værste af skyldfølelsen over ikke at skrive. Bringes der skyldfølelse over en forfatter, bliver værkerne præget af skyld, og denne følelse ender hos læseren, som i ligeså høj grad ikke ønsker at læse. Hvis det er muligt for dig at nyde læsningen af et værk som er skrevet af nød og ikke af lyst, har du forstået begge dele lige dårligt, og du burde nægtes adgang til om ikke alle, så i hvert fald mine skriverier.
Gemt i STORSKRALD | Ingen kommentarer »